Danskere dyrker mest ubeskyttet sex

Publiseret 24-05-2013 | Updaterad 24-05-2013

Det er især de unge, der blæser på kondomet i kampens hede, viser ny nordisk undersøgelse fra RFSU. Det bekræfter, at der er brug for seksualundervisning på ungdomsuddannelserne, mener Sex & Samfund.

Danskerne har stadig nordisk rekord i at dyrke ubeskyttet sex. Det viser tal fra den svenske organisation RFSU, der for fjerde år i træk gennemført undersøgelsen ”Sex og kondom og sånn”.

I undersøgelsen svarer mere end hver femte i Danmark – i alt 22 procent - at de blæser på kondomet i kampens hede. Det er langt mere end i Norge (15 procent), Findland (18 procent) og Sverige (19 procent).

Det er især de unge i aldersgruppen 21-35 år, der glemmer kondomet. I Danmark gælder det 3 ud af 10, mens tallet er 2 ud af 10 i de øvrige nordiske lande.

Endelig viser RFSUs undersøgelse, at andelen af folk, som bruger kondom for at beskytte sig mod sexsygdomme er faldet i hele Norden siden 2009. I Danmark er den således faldet fra 53 procent til 46 procent.

Bekymrende tal
Hos Sex & Samfund er man bekymret over tallene.

- Det er trist og problematisk, at Danmark fortsat ligger i toppen af den statistik. Men samtidig bekræfter det, at der er brug for at sætte ind med seksualundervisning på ungdomsuddannelserne. Som det er nu, lader vi ungegruppen i stikken i Danmark, fordi seksualundervisningen stopper, når de forlader folkeskolen, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen fra Sex & Samfund og fortsætter:

- De unge har brug for viden og handlekompetence om for eksempel sexsygdomme og prævention på det tidspunkt i deres liv, hvor de fleste debuterer seksuelt. Det er det, som gør, at de også senere husker at bruge kondom

Kondom giver positivt image
Samtidig glæder Sex & Samfund sig over, at et flertal i samtlige nordiske lande synes, at en person, der tager initiativ til at bruge kondom, er ansvarlig, hensynsfuld og voksen.

- Det er dejligt at se, at så mange har den holdning til kondombrug. Det bryder med nogle af myterne på området, mener Bjarne B. Christensen.

Sex & Samfund efterlyser i øvrigt forsat en samlet national dansk handlingsplan for seksuel sundhed.

For yderligere oplysninger kontakt:
Generalsekretær Bjarne B. Christensen på tlf. 33 69 56 09/ 27 29 03 09 eller National leder Marianne Lomholt på tlf. 33 69 56 02 / 20 83 45 22 eller National kommunikationsmedarbejder Michael Madsen på tlf. 33 69 56 01